Sven og jeg spiste middag forleden. Sven laver vin. I Danmark. Og han ville gerne vise at hans vine evner at klare sig i en gastronomisk kontekst. Sven, som også hedder Moesgaard, er stifter af Skærsøgaard vin, som primært er kendt for sine gode bobler, der har vundet adskillige priser i ind- og udland. Vi lagde godt ud med et glas Dons Cuveé Brut 2015. En sprød og tør mousserende vin på druerne orion og solaris. Vinen havde en fin floral næse, en krisp, nærmest lidt sæbeparfumeret mund med god og livlig syre. Fin start og et nydeligt match til en østers med muslingefløde, kaviair og verbenaolie.
Hvidvinen “Solaris Classic 2017” havde intens citrusnæse og spændstig mund med markant syre, En frisk og hæderlig omend lidt ensporet vin, hvilket mere skyldes druesorten end håndværket. Der var hummerbisque med tomater og dild til og den opgave klarede vinen udmærket.
Dons Rosé Brut 2016 lagde ud med en æblet og lidt reduktiv næse. Munden havde en lidt grov, stikkende syre, men vinen var som sådan et fornuftigt match til en ret med skovkylling, kål og svampe. Men den havde lidt svært ved at stå på egne ben, så der skal mad til.
Svends rødvin hedder “Gold Top” og er lavet på rondo,leon millot og regent. Vi smagte årgang 2016 til en herlig ret med lammeryg og tunge. Vinen havde duft af nye fade og grønne urter. Munden var blød og behagelig indtil tanninerne fra træet tørrede mundhulen lidt ud. Jeg har lovet Sven at gensmage vinen om tre år, som var mit bud på hvornår vinen har integreret fadet lidt bedre og så skal du nok få en ny note. Jeg er nu stadig ikkehelt overbevist om, at det er ulejligheden værd, at lave dansk rødvin på de givne druer, men vinen fra Sven er blandt de bedre forsøg.
Til osten fik vi endnu en boble, den røde og halvtørre Don’s Red 2014. Den duftede af rødkitsost og kirsebær og havde en let tannisk og bitter mund hvilket for så vidt rustede den udmærket til opgaven.
Skærsøgaard Hedvin 2010 var jeg ikke rigtigt fan af. Selvom både alkoholprocent og restsødme var på portvinsniveau, savnede jeg frugtig og vinøs tyngde og fandt vinen for sprittet. Til gengæld var jeg ret begejstret for Svens brandy 2007 som med sine 62% cask strength var en herlig vintervarmer af en digestif.
Skærsøgaard laver Danmarks eneste vin med EU kvalitetsbetegnelsen “Beskyttet Oprindelses Betegnelse”(BOB). BOB’en hedder “Dons” ligesom nogle af Svens vine og dækker over vin, der kommer fra smeltevandsdalen i det inderste af Kolding Fjord.
Jeg drillede Sven lidt under middagen omkring det her med at lave vin fra rigets første BOB. Sven er med rette stolt af det, og det har han al mulig grund til. Men nu deler Svens vinnavn Dons altså navn med EU BOB’en Dons. Dermed er der altså specifikke EU-krav til hvilke vine, der må kalde sig Dons. Sven laver også en boblevin, der ikke overholder kravene til reglerne for BOB’en. Den hedder derfor Don’s, så forbrugerne skal kunne skelne tydeligt. Forskellen er altså i skrift blot en apostrof, men i talesprog ingenting. Lidt ligesom hvis jeg skulle finde på at lave en rødvin, der hedder burgonje.
Nå, men det er jo Svens opgave at tænke lidt over.
På bundlinien er blot at notere sig, at Skærsøgaard rent faktisk laver nogle gode vine. Det er ikke uden grund at vinene kan vinde priser rundt omkring. Så tak for invitationen, Sven, og tak til Restaurant Trio, der som sædvanlig lavede herlig mad.
Måske skal din nytårsboble være dansk i år?