Der var for nylig Copa Jerez i Danmark. Er du med? Ellers læs videre. Copa Jerez er en konkurrence for kokke og sommelierer, hvor hold af to dyster i en kokkekonkurrence hvor der skal laves mad, der matcher perfekt til en specifik sherry. Og den danske udtagelseskonkurrence har netop været afholdt hos Gastronomisk Innovation. Fire udvalgte restauranter deltog; Sortebro Kro, Anarki, Clou og Domestic. Og det blev Jonathan Berntsen og Martin Sørensen fra Clou, der nuppede sejren.
De to skal til sommer dyste med seks andre lande, når den internationale hovedkonkurrence afholdes i Jeres de la Frontera, sherryens hovedstad.
Der skal laves en forret, en hovedret og en dessert med hver sin sherry og parret fra Clou overbeviste dommerne med sine tre retter
Først en forret med rå kammusling, krydret med en vinaigrette på kammusling bottarga og rug, toppet med æble, blegselleri, søsalat og dild. En relativt sart og fersk ret, hvor vinen(Sacristia Manzanilla Primera Saca 2017) i min optik overdøvede retten en anelse.
Hovedretten var tørmodnet duebryst med sauce på duelever og karamelliserede urter. Desuden kastanier, nødder og citrusconfit og en olie lavet på ristede mandler og nødder, varme krydderier og orangeskal. Den ret sad lige i skabet sammen med Soluqua Oloroso fra Bodegas baron.
Desserten var is på banan og brunet smør. Desuden rå lakrids, olivenolie og havsalt og en sauce på praliné og kaffe. En ret frisk dessert, hvor vinen( Pedro Ximénez Tradición 20 años fra Bodegas Tradición) faktisk leverede sukkeret.
Fuld fortjent sejr til Clou som ønskes knæk og bræk til sommerens konkurrence.