Der var masser af interesserede ganer tilstede, da Vinens Hus og det portugisiske bureau Agavi inviterede sommelierer, vinfolk og pressen til frokost på No.2 i København. Idéen var, at et par gode håndfulde vine skulle parres med småretter med portugisiske ingredienser, hvorefter gæsterne skulle vurdere hvordan tingene passede sammen.
Disclaimer: Jeg er KÆMPE fan af portugisisk vin. Portugal er et enestående vinland med en nærmest uendelig mangfoldighed af vine og med en vin til ethvert formål. Desuden har landet et væld af indfødte druesorter, som man stort set ikke ser uden for Portugals grænser og sammen med mange forskellige slags terroir og klimaer skaber det et helt unikt udbud af vine.
Dermed sagt, at jeg behøver ikke at blive overbevist om portugisisk vins fortræffeligheder, når det kommer til at sætte dem til mad.
Vi lagde forsigtigt ud med en mousserende vin fra det relativt ukendte Murganheira. En blid sart boble, der blev ledsaget af saltmandler og Iberico skinke. En fin start, omend boblen næsten var for blid. Her havde en kraftigere mousserende vin fra Bairrada måske passet endnu bedre. Kort efter fulgte dagens første højdepunkt da vinen Poucu Comum 2019 på alvarinho mødte en servering med sardin og tomat på toast. Fremragende. Det fortsatte fint med en fadlagret hvidvin fra Crasto, der i mødet med tærte på brandade og torsk i kål fint demonstrerede at portugisisk vin både kan være kraftige, raffinerede og madvenlige.
En utroligt spicy pølse tog fuldstændigt livet fra de første to rødvine, men jeg nåede da heldigvis at konstatere, at vinen Herdade do Sobroso Cellar Selection 2016 var en glimrende, kompleks vin med fylde, tyngde og begyndende modenhed., Er du fx fan af Ribera del Duero, kan du godt kigge over grænsen til Portugal også.
De næste to rødvine, hhv. Niepoort Batuta 2017 og Crasto Reserve Old vines 2017 var endnu en tour de force i portugisisk rødvin. Glimrende, begge to. Batuta spiller på saftighed og elegance, Crasto hviler selvsikkert på de gamle stokkes koncentration og kompleksitet.
Arrangementet sluttede lidt antiklimatisk af med en fuldstændig ligegyldig og halvslatten LBV 2007 fra kooperativet Rèccuca, men heldigvis var Niepoort stadig på banen med deres Colheita fra samme år, der kunne redde den portugisiske ære.
Jeg ved ikke, om arrangementet satte portugisisk vin i den rette kulinariske kontekst, men det behøver jeg som sagt heller ikke. Og hvis du tør tage mit ord for det, kan du roligt begynde at shoppe mere portugisisk vin. Der er masser af ‘hidden gems’.