Kjærstrup Chokolade sætter fokus på upcycling og ressourcespild.
“Der er en ny frugt i byen”, stod der i invitationen til et event for “kokke, madanmeldere og madskribenter”. Jeg er vist en blanding af det hele og drog nysgerrigt afsted til Bistro Boheme, hvor det ny produkt skulle præsenteres, en juice af kakaofrugten. Det er som bekendt kun kakaobønnen, der bruges til chokoladefremstilling, hvorimod frugtkødet smides ud. Og det synes Kjærstrup Chokolade, der står bag de nye produkter, er synd. Det drejer sig om ikke mindre en 10 millioner tons frugtkød på årsbasis, der går til spilde for at du kan spise pålægschokolade, barrer og flødeboller. Så nu har Kjærstrup søsat fire produkter, baseret på saften fra kakaofrugtkødet. Der er tre drikkeklare “nektarer”, en neutral og to på henholdsvis allestedsnærværende havtorn og på ingefær. Alle tre smager fint, de to smagsatte varianter er glimrende, den neutrale smager frisk som en blanding af guava og æblemost. Sidste produkt i serien er den rene, ufortyndede kakaojuice. Og fra et kokke-perspektiv er det måske den mest interessante. Den dufter herligt af tropisk frugt og tobaksblade, der er smæk på syren og fin, naturlig sødme. Den er oplagt at lave til sorbet, men kan også bruges i saucer, dressinger og eddiker. Tilmed er saften sund, med på fibre og kalium som en del af den næringsrige cocktail.
Tanken om at udnytte så meget som muligt af en given råvare er smuk og Kjærstrup har som ambition i 2025 at udnytte kakaofrugten 100%. Med produkterne her er de godt på vej og jeg glæder mig til at lege med kakaosaft i køkkenet.